Bæstet i os alle
Mit Liv Som Dyr – Fuld indlevelse
Jeg har for nylig anmeldt Charles Fosters bog, Mit liv som dyr, for Dansk Psykologforenings månedlige blad, P – Psykologernes fagmagasin.
At læse og anmelde bogen har kastet nogle anderledes og interessante tanker af sig om bæstet i os alle og vores evne til at indleve os i hinanden. Anmeldelsen kan du læse i sin fulde længde her og på magasinets hjemmeside.
Når jeg mener, at anmeldelsen og bogen er relevant her på siden, er det fordi, at bogen behandler to emner, som er interessante og vigtige i bred, psykologisk forstand.
Antagelser og fejlantagelser
For det første handler bogen om, hvor grænserne for vores evne til at indleve os i andre væsener går. Foster har i bogen fokus på hans evne til at indleve sig i dyrenes liv og se verden fra deres øjne, men han drager mange paralleller til hans forhold til både sine børn og andre mennesker.
Der er på mange måder betydelige grænser for, i hvor stor udstrækning vi mennesker kan forstå verden fra en odders perspektiv. Odderens liv handler om føde og videreførelse af arten, og man kan observere, at de kaster al deres energi og vågne tid ind i dette. Odderen har ikke tanker, som vi har det. Det er helt givet, hvis man ser på odderens adfærd og dens hjerne. Men den har noget, som vi også har – en krop og dermed kroppens sanser. Og det er gennem dem, at Foster først og fremmest indlever sig i blandt andet odderens liv og verden.
Foster stopper dog ikke ved sanserne, og godt det samme, for så var det blevet en meget kedelig bog. At beskrive at floden er kold at bade i, og derfor synes odderne nok også, at den er kold, er ikke ret interessant. Derfor gør han sig undervejs også en masse antagelser og betragtninger, som ikke kan hægtes direkte op på noget, han kan observere. Og her bliver det igen relevant for mennesker og deres indbyrdes forhold. Til trods for at vi langt hen ad vejen deler kroppens opbygning, sanser, evnen til at tænke mv. gør vi os til daglig utallige, grundlæggende ubegrundede antagelser om, hvad andre tænker, og hvorfor de gør, som de gør. Mange af de antagelser lægger vi slet ikke mærke til, at vi gør – oftest fordi konsekvenserne af en fejlantagelse sjældent er så betydelige, at vi ikke for alvor mærker dem, eller fordi vi en gang i mellem faktisk rammer rigtigt i vores antagelser.
Vi mennesker har en svær tendens til at overvurdere, hvor godt vi egentlig forstår hinanden. I blandt andet parterapi handler meget af øvelsen derfor om at få stoppet op og spurgt hinanden: “Når jeg tænker, at du mener sådan her, er det så faktisk også det, du mener?”. Først da får man mulighed for at få realitetstjekket og korrigeret de mange fejlantagelser, vi konstant gør os i det daglige, om hvad hinanden tænker. Som psykolog og vidne til den slags problematikker er man glad for at have en robust metode at holde sig til og en klar idé om retningen med indsatsen. Det er noget væsentligt andet selv at være en impliceret part i det. Derfor er det en hjælp for mange med individuelle eller parsamtaler hos en psykolog, der kan holde form og retning på samtalen og sikre, at man får bragt alle (fejl-)antagelserne frem i lyset.
Kød og blod
For det andet handler bogen om bæstet i os alle: At vi er biologiske væsener med en natur, sanser og instinkter. Vi er en krop af kød og blod, der konstant sender information fra vores sanser til vores hjerne. I Mit liv som dyr er kroppen og sanserne omdrejningspunktet for Charles Fosters projekt med at indleve sig tættere i dyrene: Når dyret hører noget, hører han sandsynligvis noget lignende, og når dyret lugter noget, lugter han nok også ét eller andet. Men det er sandsynligvis ikke helt det samme, som dyret og han lugter. Hans lugtesans er bedøvet af det moderne livs underprioritering af den sans. Charles Foster søger derfor også at vække de af sine sanser, som er blevet bedøvede af bylivet, men er helt centrale i dyrelivet. På den måde kommer han ikke blot tættere på dyrene, men også tættere på sig selv og sin egen krop.
Varme sommernætter i en jordhule, kolde dage i floden, stille dage i skoven, larmende nætter i byen og indtagelse af alt fra insekter og rå småfisk til madaffald… Alt sammen bidrager til at vække hans sanser og bringe ham i kontakt med sin krop.
Jeg vil ikke direkte anbefale nogen, at eftergøre Fosters projekt og begynde at spise affald, men det at få genskabt og styrket kontakten til vores krop, vil for langt de fleste være en sund proces.
Et emne som igen og igen bliver bragt op i mine samtaler med stressede mænd er, at de ikke så det komme, før stressen brød ud i så alvorlig grad, at de ikke kunne stå ud af sengen om morgenen. Når de tænker tilbage, kan de fleste huske at have oplevet en række symptomer – alt fra anspændthed og dårlig søvn til ondt i maven og rastløshed mv. De glemte det bare hurtigt igen, når dagligdagen kaldte. En væsentlig del af processen med ikke blot at komme sig efter stress, men også opbygge evnen til at håndtere stress på lang sigt, handler derfor om at blive mere fortrolig med og bedre til at lytte til ens krop.
Naturen er et rigtig godt redskab og rum for at få denne skabt den kontakt til kroppen og sanserne. Den var Charles Fosters metode og mange andre sværger også til naturen, når de skal finde tid og ro til at lytte til deres krop. Den kontakt kan dog også skabes på mange andre måder. Du kan begynde lige nu. Sæt dig tilbage, løsen op i skuldrene, tag to dybe vejrtrækninger, luk øjnene og ørerne for distraktioner og brug to minutter på mentalt at løbe din krop igennem – fra toppen af kraniet og hele vejen ned og ud.
Når du har fået kontakt til kroppen, så er det også hjælpsomt at vide, hvad man gør klogt i at lytte efter. Lige netop dét kan du læse om her på bloggen i indlægget: Er du stresset eller hvad, mand? (Del 1)
