Per var en mand i midten af 50’erne. Han havde egentlig oplevet sine symptomer en del gange før i sit liv, men da havde de efter en periode gået over af sig selv. Om det lige præcis var søvnbesvær, svigtende koncentration, pludselig forpustelse, svimmelhed, eller en blanding af det hele skiftede fra tid til anden. Efter et hjerteanfald var symptomerne imidlertid kommet tilbage i udtalt grad og syntes ikke at gå væk – de blev snarere gradvist værre. Per var naturligvis bekymret for sin tilstand, særligt om hvorvidt han skulle få endnu et hjertetilfælde, men også over at symptomerne nu var så alvorlige, at han måtte sygemelde sig fra sit arbejde.

Per og jeg fandt gennem vores samtaler frem til de centrale komponenter i Pers tilstand. Særligt var de indtrængende og gentagne bekymringer om hans hjerte og helbred, der nu var blevet fast inventar i Pers tanker, ansvarlige for holde alle alarmsystemerne i beredskab. Ved at arbejde med nye strategier og enkle redskaber lykkedes det Per at få bedre og bedre hånd om bekymringerne. I stedet for at forsøge at distrahere sig selv, undertrykke tankerne eller forsøge at tænke tankestrømmen til ende, øvede Per sig på at lade gentagne bekymringer være, når de ellers trængte sig på. I takt hermed dæmpedes også de symptomer, som han så længe havde kendt og kæmpet med, og ved udgangen af forløbet havde Per fået overskuddet tilbage og var vendt tilbage til sit arbejde.

Mikkel var en mand i slutningen af 20’erne. Han havde altid oplevet sig selv som meget ansvarlig og ordentlig. Han havde lært at arbejde hårdt, og det havde fået ham langt. Han var tidligt færdig med sine studier og var gået lige ud i et godt job. Mikkel oplevede dog også, at hans principper om ordentlighed havde nogle tiltagende negative konsekvenser. Han lå længe i sengen om aftenen med tanker og spørgsmål, såsom: Havde han nu husket at få lukket den kontrakt? Hvad var det nu, han skulle huske til næste uge? Hvad havde de andre egentlig tænkt om hans oplæg til forrige møde? Han havde ikke fået spurgt sin chef, men hun virkede travl og var hurtigt ude af lokalet efter mødet. Han havde selv følt sig utilpas og dårligt forberedt.

Sådan kunne Mikkel ligge i lang tid, nogle gange flere timer, før han faldt i søvn – Sjældent med andet udfald en mistet søvn og halvfærdige konklusioner, som han havde glemt igen om morgenen. Udover at den dårlige søvn havde sin pris på arbejdet, var tvivlen og bekymringerne efterhånden flyttet med ind i det daglige arbejde. At have selvkritikken med sig hele tiden forstyrrede ham mere, end det gavnede – også selvom selvkritikken altid havde sørget for, at hans arbejde var af højeste kvalitet.

Mikkel og jeg tog udgangspunkt i en metakognitiv forståelse af menneskers tankemønstre. Med nogle konkrete opmærksomhedsøvelser samt en ændret omgang med de selvkritiske tanker, lykkedes det Mikkel at få nedbragt sin vågne tid i sengen markant. I samtalerne blev også de første skridt taget til, at Mikkel fik sat et møde op med sin chef, hvor han fik afstemt, hvad hendes forventninger til hans arbejde var. På den måde blev han mere sikker og kunne bedre prioritere mellem sine opgaver.

Mikkel kom til en enkelt opfølgningssession et halvt år efter. Han havde fået arbejdet de nye tankestrategier grundigt ind – efterhånden var de mere som en slags vane. Han oplevede at være blevet aldeles effektiv til at vurdere sine tanker og lade uproduktive bekymringer flyve. Det gav ham mulighed for både at være betydeligt mere fokuseret på sit arbejde og kunne slappe helt af i sin fritid.

Jens var en mand i midten af 40’erne. Han oplevede selv at være et godt sted i sit liv: Han havde et par børn, som han holdt meget af – en ung voksen fra et tidligere ægteskab og en yngre fra hans nuværende – og en kone, som han var glad for. Trods hans unge alder havde han bygget en rådgivningsvirksomhed op med 8 ansatte. Forretningen gik godt, også selvom Jens en gang imellem blev grebet af en svær vrede, der gik ud over hans ansatte. Jens kendte sig selv som en temperamentsfuld person, og han forventede at hans medarbejdere forstod at håndtere hans vrede. Problemet lå derfor først og fremmest mellem Jens og hans kone. Hans vredesudbrud havde været en del af deres hverdag siden begyndelsen af deres forhold, men nu satte hans kone hælene i for alvor. Der skulle ske noget nu.

Jens og jeg bevægede os i samtalerne mellem kortlægning af, hvor og hvordan vreden dukkede op, eliminering af uhjælpsom adfærd, og iværksættelse af nye strategier for de konkrete situationer. Det indebar blandt andet, at Jens holdt op med ‘at rase ud’, som når han råbte eller bankede i sit bord. I takt med at Jens blev bedre til at lægge mærke til, hvornår vreden byggede sig op, kunne han også vælge nye handlemuligheder. Det mest virksomme for Jens viste sig at være, at han kunne ‘tale til sig selv’, når vreden var på vej. Med bevidstheden om, at følelsen svinder ud, når man ikke handler på den, kunne han bevidst vælge at lade følelsen fare forbi. På den måde blev episoderne kortere og kortere, ind til Jens til sidst kunne undgå at følelsen fik tag i ham.

Da Jens oplevede markant bedring i hjemmet, satte han sig også for at prøve de nye strategier af på arbejdet. Det blev efter hans eget udsagn et værdifuldt tiltag, selvom det var svært præcist at sætte en finger på effekten. Det var Jens’ oplevelse, at nogle af de mere stille medarbejdere kom med flere input til fælles møder. Medarbejdernes henvendte sig også mærkbart mere og hurtigere for vejledning og feedback på deres opgaver til tydelig gavn for forretningen.